Kalenderen er fuld af klipninger. Læs artikel fra Fyens Stiftstidende
Kalenderen er fuld af klipninger
I Odense Hundesalon i Tommerup er der op til tre måneders ventetid
Af Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.
TOMMERUP: - Puuuhhh. Mette Sørum ligger for et kort øjeblik den røde kittel og griber ud efter vandflasken. At trimme en terrier er hårdt arbejde, og den lille Nelson, ser da også ud til at nyde en lille pause fra kammen.
I Odense Hundesalon udenfor Tommerup har hundefrisør Mette Sørum travlt. Selv om hun har sat sig som mål, at hun ikke vil trimme og frisere mere end fire hunde om dagen, kan det alligevel være svært at følge med viserne på uret. En kæmpe klump hundehår på gulvet taler sit tydelige sprog.
Af samme grund skal Mette tre måneder frem i kalenderen for at finde plads til en ny hundekunde, for ligesom de øvrige hundefrisørere på Fyn travlt, har Mette travlt. Der er nemlig alt for få hundesaloner her på øen.
- Folk ringer og er kede af det og ved ikke, hvor de kan få deres hund trimmet. Jeg prøver så at henvise dem til andre saloner, som måske har tid, fortæller Mette imens hun ordner Nelsons ører.
Tidligere har hun mageligt kunnet klare op til seks hunde om dagen, men efter en operation i sin ene skulder, er hun nu nødt til at sige nej til flere kunder. Det fysisk hårde arbejde har nemlig slidt på hendes skulder, og af samme grund er det mest terriere, hun trimmer i dag. De store tunge hunde magter hun ikke længere.
- Det værste jeg har oplevet var en Newfoundlænder, som vi var tre mennesker om at klippe. Vi var først færdige efter 11 timer, husker hun.
En ny kunde er kommet ind i butikken.
Hun hedder Nelly og logrer med hele kroppen, da hun får øje på Mette. Men den lille terrier er nødt til at vente lidt, for arbejdet med Nelson trækker ud.
Fordi Mette er ked af at sige nej til sine kunder, overvejer hun nu at starte et trimmekursus, så folk selv har mulighed for at trimme deres hund.
Men allerhelst så hun, at der kommer flere hundesaloner på Fyn.
Fedt arbejde
- For det første er det et fedt arbejde, fordi 9 ud af 10 hundefrisører bliver selvstændige. Så er man selv herre over sin tid. Derudover er samvær med dyr meget givende. Man får jo også en relation til deres ejere, og i dag er hunden en stor del af familien, fortæller Mette.
- Og så stiller jobbet også store krav til ens faglighed, for folk respekterer jo ikke, at hunden er skalperet.
Nelson piver lidt. Han får sig en tiltrængt pause, imens Nelly bliver løftet op på bordet. Der er stadig flere timer til arbejdsdagen er slut.
Bella er i kyndige hænder hos Mette Sørum. Hendes kundekreds kommer fra hele Fyn, Kolding, Esbjerg og Haderslev.
Foto: Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.